219 km med en gennemsnitsfart på 49 km/t og max. fart 98 km/t.
Det tog 4 timer og 27 minutter i ren køretid.
KOA Mount Rushmore RV Park, SD ligger på: N 43 54.15,1 – W 103 32.06,5 i en højde af 1.532 m.
Vi startede med at køre tilbage til Badlands Visitor Center – Ben Reifel Visitor Center – hvor vi så udstillingen og en film om området.
Herefter kørte vi lidt nordpå ad vej 240 til nogle udsigtspunker og små stier ind i området. Vi gik et par ture i området, hvorefter vi kørte retur igen, forbi Visitor Centret og ind på Badlands Loop Road, som går fra Visitor Centret og til byen Wall.
Her var der også mange udsigtspunkter, og vi holdt på dem alle!
Et utroligt landskab midt ude på prærien. Hvor der ellers var udsigt til den, kunne man se – ja, milevidt får altså en anden dimension i USA, men milevidt ud over den uden at se andet landskab i horisonten.
Ifølge filmen lever der mange forskellige dyr i området bl.a. Bison, Bighorn Sheep, Præriehunde og klapperslanger. Vi så nu ingen af dem. Badlands indeholder også mange fossiler af forhistoriske dyr. De ældste synlige bjergarter i Badlands er ca. 75 millioner år gamle. Der er spor af mennesker ca. 11.000 år tilbage.
Vi spiste middagsmad i restauranten, så på butikkerne, hvorefter vi kørte til Rapid City. Her besøgte vi “The Journey Museum”, der har udstilling om de fossile fund fra området, om indianerne og om gamle dage i Rapid City.
Vi brugte lang tid i museet, og klokken nærmede sig 18.00 da vi kom ud. Vi skulle lige købe lidt ind, inden vi kørte tilbage til campingpladsen, men tog noget tid, for det første store center vi fandt, var et center uden fødevarer. Vi blev dog guidet hen til et Walmart og fik handlet ind.
Ude igen var det blevet mørkt, og vi måtte køre med lys de godt 40 km til KOA Mount Rushmore. GPS’en guidede os fint, men jeg missede afkørslen mod campingpladsen. Det gav lidt omkørsel, da vi ikke lige kunne finde et sted at få vendt vognen, men omkring kl. 21.00 var vi etableret og kunne få lidt aftensmad.